Nyheder
Hobro IK i plus for tredje år i træk – egenkapitalen når vigtig milepæl
Hobro IK A/S kom ud af det seneste regnskabsår med et overskud på 338.000 kroner. Samtidig er egenkapitalen for første gang i mange år blevet positiv.
Der var positive økonomiske nyheder på dagsordenen, da Hobro IK A/S onsdag aften holdt ordinær generalforsamling.
For tredje år i træk kunne bestyrelsen præsentere et positivt regnskab. Resultatet for perioden fra 1. juli 2025 til 30. juni 2026 blev et overskud på 338.000 kroner.
Det betyder samtidig, at egenkapitalen for første gang i mange år er positiv.
Spillersalg har bidraget
Formand Thomas Floor glæder sig over udviklingen, der er kommet efter et sportsligt udfordrende år.
”Jeg er stolt og glad over at vi for tredje år i streg kunne fremvise et positivt resultat på aftenens ordinære generalforsamling. Vi har, på trods af et udfordrende år rent sportsligt, været dygtige udenfor kridtstregerne, hvor vi fortsat er lykkes med at sælge spillere, hvor blandt andre Max Nielsen og Villads Rasmussen kan nævnes. Hertil har vi været begunstiget af vores tidligere salg, der nu begynder at give afkast på de videresalgsklausuler vi havde i de salg.
Men dét, der gør mig endnu mere stolt ift. årets regnskab er, at vi som klub er lykkes med at opnå en positiv egenkapital for første gang i rigtig mange år. Dette resultat ved vi forpligter og vi vil gøre vores ypperste til, at vi også til næste års generalforsamling kan fremvise et positivt resultat, der dog er afhængig af at vi fortsat sælger spillere,” siger Thomas Floor.
Læs også:
Nyt medlem i bestyrelsen
Generalforsamlingen bød også på en ændring i bestyrelsen.
Preben Weller ønskede ikke genvalg, og i hans sted blev Brian Bruun Christensen valgt ind.
Den øvrige bestyrelse stillede op til genvalg og fortsætter alle.
Bestyrelsen i Hobro IK A/S består dermed af Thomas Floor, Jannie Lynge Johansen, Jeppe Ugilt Hansen, Thomas Pedersen, Christoffer Østergaard, Mads Justesen og Brian Bruun Christensen.
Læs også: